Spring til sidens indholdSpring til sidens menuSpring til sidens bund• Top
• Indhold

What's new? Uddannelsesforum 2009 klar med årets opdatering for professionelle uddannelsesfolk

 

Om Uddannelsesforum

Større målretning mod de enkelte uddannelsesområder og øget fokus på praktisk videndeling i gulvhøjde er to af mantraerne, når UNI•C den 3. og 4. november er vært for Uddannelsesforum 2009 i Odense Congress Center. Dermed er nyudviklingen sikret for Danmarks største kombinerede konference og udstilling for professionelle uddannelsesfolk, som UNI•C i år arrangerer for syvende gang.

Unikt tilbud til hele uddannelsessektoren

− Uddannelsesforum 2009 er et unikt tilbud til hele den danske uddannelsessektor, fordi arrangementet har den nødvendige tyngde og bredde til at give alle, som arbejder med it, medier og læring, en opdatering om de nyeste projekter og erfaringer på området, siger adm. direktør Dorte Olesen, UNI•C.

Årets konferenceprogram byder på omkring 50 foredrag og indlæg fra en række nøglepersoner fra den danske og internationale uddannelses- og medieverden, blandt mange andre professorerne Niels Egelund, Birgitte Holm Sørensen, Steen Hildebrandt, Helle Mathiasen og Kaj Grønbæk, medieforskerne Ditte Laursen og Kirstine Vinderskov, skolelederformand Anders Balle, erhvervsskoleformand Peter Amstrup, DR-generaldirektør Kenneth Plummer, håndboldlandstræner Ulrik Wilbek og hjerneforsker Peter Lund Madsen.

Uddannelsesforum 2009 dækkes af DR’s radioprogram Harddisken, som sender live med værterne Henrik Føhns og Anders Høeg Nissen ved mikrofonerne.

Uddannelsesforløb for 10.000 århusianske lærere og pædagoger

Blandt de mange spændende faglige temaer på Uddannelsesforum 2009 er to af de hotteste emner integration af de unges nye kommunikationsformer i undervisningen og brugen af individuelle læringsstile. På konferencens internationale spor, Education World Wide, fortæller to forskere fra universitetet i Växsjö om projektet ”Ung kommunikation”, hvor de unges kompetencer i brugen af sociale og mobile medier integreres i svensk undervisningspraksis. Fra dansk side fortæller tre af initiativtagerne om et storstilet projekt i Århus Kommune, hvor 10.000 lærere og pædagoger nu får tilbudt et uddannelsesforløb i læringsstile og skoleudvikling på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Målretning mod uddannelsesområderne og fokus på videndeling

− De tidligere år har Uddannelsesforum haft et fælles konferenceprogram for alle deltagere, hvor grundskolen naturligt nok har fyldt meget. I år har programkomitéen produktudviklet på formen, så vi nu tilbyder separate spor for hhv. grundskolen og for ungdoms- og voksenuddannelserne. Dertil kommer et internationalt spor og et specielt tema om ledelse. Deltagerne kan frit kombinere sessioner fra de fire spor og dermed sammensætte et program, som passer bedst muligt til den enkeltes faglige profil og interesser, understreger Dorte Olesen.

En stadigt vigtigere del af konferencen er en række sideløbende sessioner med fokus på praktiske undervisningseksempler fra forskellige fag, videndeling og networking.

− Det foregår blandt andet på Learning Café – endnu en nyskabelse på Uddannelsesforum, hvor fire aktuelle emner inden for it, medier og læring er på dagsordenen. Hvert tema bliver introduceret med en række korte indlæg fra indbudte eksperter, hvorefter der er budt op til uformel diskussion og snak mellem eksperter og deltagere. Et andet eksempel på praktisk videndeling er Torvet, hvor deltagerne blandt andet kan få tips om gratis indhold, software og webtjenester, lære mere om videndeling og samarbejde på nettet og få konkrete bud på kreative redskaber til lærer- og elevproduktion, fortæller Dorte Olesen.

Gratis adgang til udstilling og seminarer

Som noget nyt vil der være gratis adgang for alle til udstillingen, hvor en række producenter og organisationer viser nyheder frem inden for bl.a. digitale undervisningsmaterialer, nettjenester og portaler, hardware, trådløse og mobile løsninger, kontorsystemer, uddannelsestilbud samt konsulent- og rådgivningsydelser. Der er også gratis adgang til de seminarer, som arrangeres i tilknytning til udstillingen.

På udstillingens sidste dag vil undervisningsminister Bertel Haarder overrække årets e-læringspris og prisen for DM i naturfag. E-læringsprisen er indstiftet af Det Nationale Videncenter for e-læring for blandt andet at give innovative undervisere mulighed for at realisere og videreudvikle bæredygtige e-læringsprojekter. DM i naturfag arrangeres af Dansk Naturvidenskabsformidling med støtte fra Undervisningsministeriet og er en dyst mellem undervisere fra 12 udpegede projekter om titlen som Danmarks bedste naturfagslærer.

© UNI-C 

Websider fra tidligere års Uddannelsesforum

2008 

2007 

2006 

2005 

2004 

2003