Spring til sidens indholdSpring til sidens menuSpring til sidens bund• Top
• Indhold

Digital hverdag i grundskolen

Hvilke forventninger og løfter er der til fremtidens undervisning i en tid, hvor vi snakker 7/24, hvor adgangen til it bliver både lettere og hurtigere og med gode vækstbetingelser for de uformelle læringsmiljøer?Temaet kigger på de mange nye muligheder teknologien giver og vil give uddannelsesinstitutioner, lærere og elever i skolehverdagen.

Tirsdag d. 3. november

It i Fælles Mål 2 (11.00 - 11.50)

Birgitte Holm Sørensen

Oplægget tager udgangspunkt i de fire temaer, som indgår i den tværgående beskrivelse af it og mediekompetencer i relation til fælles mål 2. De fire temaer: Informationssøgning og indsamling, Produktion og formidling, Analyse, Kommunikation, videndeling og samarbejde uddybes og perspektiveres i forhold til faglige læring og de muligheder web 2.0 og mediernes multimodalitet giver for udvikling af it-baserede fagdidaktiske design.
Endelig gives der bud på, hvordan it-baseret fagdidaktisk udvikling kan iværksættes kommunalt og på skolerne.

Om Birgitte Holm Sørensen

Birgitte Holm Sørensen er profesor på DPU.

Fagolympiaden – YES det gider vi godt! (13.00 - 13.50)

Leif Petersen og Torben Bichel Nielsen

’Fagolympiade’ er et undervisningstilbud til syvende klasser i Københavns Skolevæsen med fokus på kreativitet, innovation og anderledes faglighed. Eleverne konkurrerer inden for bl.a. arkitektur/3D-design, billedjournalistik, konstruktion af brætspil og opfinderi Konceptet inddrager elementer som elev-til-elev-læring, faglige workshops for elever, involvering af voksne fagfolk og – selvsagt – konkurrencemomentet som drivkraft. Herudover rammesætter flere af konkurrencerne mødet mellem elevernes formelle og uformelle it-kompetencer, hvilket til tider giver forbløffende gode resultater; kom selv og se…
I sessionen fortæller vi den en god skolehistorie om at lokke talenter frem og skabe engagement, vi præsenterer konceptet og de enkelte konkurrencer med fokus på deres potentiale, deres relevans og deres appel til forhold til elever og lærere og endelig viser vi eksempler på elevernes vinderprojekter og på fagdommernes refleksioner og vurderinger.

Om oplægsholderne

Leif Petersen er lærer og pæd. medarbejder ved Center for Informatik, Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. PD i billedkunst og æstetik.Kerneområder: Integration af digital billedbehandling, computeranimation, elev-til-elev læring i skolen generelt. It- og mediekurser for lærere og tilsvarende projekter med elever.

Torben Bichel Nielsen har siden ’94 været ansat som pædagogisk konsulent på Center for Informatik, København, med arbejdsområdet ’It og medier i undervisningen’. Har været involveret i et utal af medierelaterede projekter og udviklingsarbejder og arbejdet med efteruddannelse for lærere, it-vejledere og skolebibliotekarer.

Digitale læremidler i skolen – evaluering fra København (14.00 - 14.50)

Jette Risgaard, Karsten Gynther og Bjarne Købmand Petersen

I skoleårene 2008--2010 har alle skoler i Københavns Kommune fået stillet 10 digitale læremidler gratis til rådighed. Læremidlerne er udviklet af en række forlag og e-lærings producenter med støtte fra Undervisningsministeriets pulje "ITiF/IT i Folkeskolen".

Undervisningsministeriet, Læremiddel.dk - Nationalt videncenter for læremidler og Københavns Kommune er i efteråret 2009 gået sammen om at evaluere de københavnske skolers brug af de 10 digitale læremidler. Evalueringen består af en kvalitativ undersøgelse i samarbejde med elever fra 1.-9.kl. og lærere indenfor fagene dansk, matematik, engelsk, billedkunst og N/T. Fokus er rettet mod hvilken pædagogisk effekt der er ved anvendelsen af de 10 digitale læremidler i undervisningen.
Jette Risgaard fra Københavns kommune og Karsten Gynther fra Læremiddel.dk præsenterer evalueringsprojektet og de første resultater.

Om oplægsholderne

Karsten Gynther, lektor, cand. pæd. projektleder for IT og læring, Forsknings- og udviklingsafdelingen, University College Sjælland.
Karsten Gynther har deltaget i en række forsknings- og udviklingsprojekter inden for feltet netbaserede uddannelser, digitale læremidler, E-læring samt medier og mediepædagogik i folkeskolen og i professionsuddannelserne. Karsten Gynther sidder i ledelsesgruppen for "Læremiddel.dk - Nationalt Videncenter for Læremidler", hvor han bl.a. leder forskningsprojektet "Læremiddelkultur 2,0

Jette Risgaard er uddannet lærer og Master i IKT og læring. Siden 2007 har hun været ansat som konsulent for læremidler i Købehavns Kommune, hvor hun bl.a. arbejder med udviklingsprojekter på skolerne ift. læremidler, samarbejder med folkebibliotekerne etc.
Hun har tidligere været ansat hos UNI-C, hvor hun arbejdede med IWB i undervisningen og med udvikling af digitale læremidler, samt på DPU/CVU hvor hun arbejdede med efter- og videreuddannelse indenfor it og medier.

Bjarne Købmand Petersen, lektor, cand.phil., University College Sjælland. Projektorkoordinator for evalueringen af ITiF-læremidlerne for Undervisningsministeriet, Nationalt videncenter for læremidler (Læremiddel.dk) og Københavns kommune. Deltager i projektet Læremidler om Læremidler. Arbejder med IT, medier og nordiske sprog (digital literacy) i professionsuddannelser. Tidligere bl.a. regional forskningsleder i det norske projekt PILOT for Universitetet i Oslo.

Fremtidens undervisning med it – de første forsøg er i gang (15.00 - 15.50)

Kaj Grønbæk

De bærbare computere og Interactive Whiteboards har forlængst gjort deres indtog i undervisningen. Men hvad er næste bølge af it-redskaber i undervisningen. I foredraget gives et overblik over nye it-redskaber, der er på vej ind i undervisningen. Endvidere gives konkrete eksempler på innovative it-redskaber, der allerede har været i anvendelse på pilotskoler.

Der gives eksempler på it-redskaber, der understøtter læringstile, specielt læring via kropslig aktivitet, herunder beskrives erfaringer med det interaktive gulv fra Møllevangskolen kaldet Vidensbrønden. Den har nu været i brug i mere end 2 år. I denne periode har lærere og elever lavet mere end 100 opgavesæt til spillene på gulvet.

Der gives også eksempler på mobile it-redskaber, der kan benyttes til at lave udeskole indenfor de naturfaglige og historiske områder. Herunder beskrives de nyligt etablerede udeskole faciliteter i Hasle Bakker ved Århus. Her benyttes et dramatiseret hørespil på mobilen til at engagere eleverne I løsningen af en række opgaver i relation til skove og søer.

Om Kaj Grønbæk

Kaj Grønbæk er professor på Århus Universitet.

Onsdag d. 4. november

Liveoptagelse af ugens "Harddisken" (10.00 - 10.50)

Anders Høeg Nissen og Henrik Føhns

Værterne på DRs Harddisken, Henrik Føhns og Anders Høeg Nissen sender ugens Harddisken live fra Uddannelsesforum. Det kommer til at handle om uddannelse, læring, teknologi og nye medier.

Sessionen er flyttet fra kl. 13.00 til 10.00.

Om oplægsholderne

Henrik Føhns og Anders Høeg Nissen er værter på DR Harddisken.

De unge bliver sprogatleter med SMS (11.00 - 11.50)

Ditte Laursen

Sessionen er desværre aflyst på grund af sygdom.

Traditionelt beskyldes unge for at skrive primitivt, sjusket og ukorrekt. Samtidig er de fleste unge i deres kommunikation med jævnaldrende yderst sprogkompetente. Sms'en er et nyt medie og dermed fri for mange af de normer og konventioner, som præger de gamle traditionelle kommunikationsformer. Det nye medie inspirerer og udfordrer de unge, og de leger sig frem til nye måder at kommunikere på. Ud fra eksempler på unges sms’er vil foredraget fremhæve de kvaliteter og styrker de unge viser i deres daglige mobilkommunikation. Det fremhæves hvilken rolle sms’en spiller i hverdagen med vennerne og for udviklingen af sociale kompentancer og kommunikationsfærdigheder. Endelig illustreres det hvordan de unges mobilkommunikation kan inddrages i undervisningen, så eleverne får mulighed for at raffinere og udvikle det de allerede kan, til brug uden for deres egen kultur.

Om Ditte Laursen

Ditte Laursen er ph.d. og ansat som forsker.

Hvilken type online voksen er du? (13.00 - 13.50)

Kirstine Vinderskov

Nutidens børn er digitalt indstillet. De er vokset op med både internet og mobiltelefoner. Men selvom børn og unge i dag kaldes de digitale indfødte - mens forældrene er ' turister' - kræver det nye kompetencer at bevæge sig gennem disse virtuelle fællesskaber både for børn og voksne. De voksne svigter børnene ved ikke at engagere sig i det.

Hvis online-livet overlades alene til børnene, og man som forældre har afskåret sig fra at sætte sig ind i sagerne, risikerer børnene alt fra overtakserede sms'er, virtuelle indkøb via mobilen til mobning eller overdreven brug af skydespil - helt uden, at de voksne kan justere og reagere. Måske er der ligefrem nye værdier og kvalitets-oplevelser at hente, hvis man som voksen tør træde ind i den fagre nye verden.

Som voksen kan man forholde sig vidt forskelligt til børnenes online-adfærd. Få i denne præsentation indblik i de mest typiske måder voksne håndterer onlinebørn på og bliv genkendt eller måske inspireret til en anden tilgang til et fænomen, der med garanti er kommet for at blive.

Sessionen er flyttet fra kl. 10.00 til 13.00.

Om Kirstine Vinderskov

Kirstine Vinderskov er sociolog og ansat som redaktør.