Spring til sidens indholdSpring til sidens menuSpring til sidens bund• Top
• Indhold

Tæt på fag og praksis i grundskolen

Hvordan kan jeg bruge it i de enkelte fag? Det er der god mulighed for at høre om i år på Uddannelsesforum.Der vil i fire sessioner blive sat fokus på 4 forskellige fag: Dansk, matematik, historie og musik. Du kan høre om, hvordan du gør din undervisning spændende ved at inddrage it, og hvordan du udvikler dine idéer til konkrete årsplaner og konkret undervisning.

Onsdag d. 4. november

Lyt, leg og lær – musik og computer (10.00 - 10.50)

Søren Bechmann

Hvordan integreres computeren i musikundervisningen på en mulig og økonomisk overkommelig måde? Der tages udgangspunkt i gratis software og interaktive ressourcer på nettet, som nemt kan integreres i musikundervisningen.

De fysiske rammer behøver ikke at være overvældende – eleverne skal blot have adgang til et edb-lokale og tilhørende høretelefoner for at komme i gang. Der gives eksempler på konkrete undervisningsforløb, som med en skabende og eksperimenterende tilgang ligger i forlængelse af læreplanen for musik.

Sidst men ikke mindst henvises til forskellige linksamlinger, som gør det muligt hurtigt at tilegne sig ekstra viden i relation til faget. Alle forløb og ressourcer er afprøvet, og der bliver tid til spørgsmål og gode råd.

Om Søren Bechmann

Søren Bechmann er redaktør for musik i grundskolen på EMU og underviser i folkeskolen. Afvikler diverse kurser i relation til musik.

Fra oldtid til nutid på nettet – forløb og elevproduktioner med it (11.00 - 11.50)

Jørgen Mogensen

Historie er et godt fag at undervise i. Ofte ligger inspirationen lige uden for skolen i lokalsamfundet eller i dramatiske begivenheder. Man kan inddrage bøger, konkrete produkter og it.
Med udgangspunkt i EMU og Fagenes Infoguide kan man komme langt, og det giver vi en række eksempler på:

 

  • Første verdenskrig kan af eleverne beskrives i avisformat lavet ved hjælp af de mange redigeringsværktøjer, der findes i dag på nettet. Vi viser, hvordan man kan inddrage lokalhistorisk arkiv både i et emne om f.eks. 1. verdenskrig og om Vor bys historie.
  • Man kan lade elever lave konkrete produkter i et projektarbejde.
  • It kan bruges selv i et emne om julen i 4. klasse.
  • Demokrati kan læres ligesom kraftspring, sagde C.C. Kragh-Müller en gang. Men noget af det kan også læres via it.

Om Jørgen Mogensen

Underviser dagligt i folkeskolen, er redaktør i sløjd og historie på EMU, beskikket censor i historie
Hjemmeside: joergenmogensen.dk

Gør matematik spændende med it (13.00 - 13.50)

Simon Hempel Jørgensen

Med det nye faghæfte for matematik er der sat detaljeret fokus på brugen af it i matematik. For det første skelnes der mellem de vidt forskellige funktioner it har i undervisningen: til behandling af matematiske problemer, til støtte af elevernes forståelse af begreber og i arbejdet med at kommunikere matematik. For det andet skelnes der mellem de forskellige it-baserede resurser som f.eks. matematikskriveværktøjer (CAS), præsentationsprogrammer og sågar video/lyd. Særligt dynamiske geometriprogrammer får en fremtrædende rolle i den nærmeste fremtid.

Under sessionen gives et overblik over de forskellige værktøjer med særlig fokus på det gratis dynamiske geometriprogram GeoGebra, som sættes i spil med hensyn til elevernes måde at lære på, når de skal udforske og eksperimentere. Der tages udgangspunkt i eksempler på undervisningsforløb fra EMU.

Om Simon Hempel Jørgensen

Folkeskolelærer, Master i NaturfagsundervisningPædagogisk konsulent ved University College Lillebælt, Center for Undervisningsmidler og fagredaktør for matematik i grundskolen ved www.emu.dk

Fra idé til årsplan og undervisning – it i faget dansk (14.00 - 14.50)

Ulla Gammelgaard og Lise Thomsen

Se, hvordan EMU, Fagenes Infoguide, Materialeplatformen og andre nettjenester giver oplagte muligheder for inddragelse af it i faget dansk.
Vi giver eksempler på konkrete undervisningsforløb, på sider som kan hjælpe dig i din planlægning og sider som kan inddrages direkte i undervisningen.

Om oplægsholderne

Lise Thomsen er redaktør for dansk og indskoling på EMU og Fagenes InfoguideLærer og it-vejleder på Mølleskolen, Ry

Ulla Gammelgaard er redaktør for dansk og hjemkundskab på EMU og Fagenes Infoguide.
Lærer og pæd. it-vejleder på Samsøgades Skole, Århus